Om udstillingen

Paul McCarthys VR-eksperiment (WIP) er et udsnit af hans større projekt ‘A&E’ (2019), som spænder over en række forskellige medier.
Projektet tager form som en serie af film, flere tegnesessioner og en samling af virtuelle virkeligheder (VR). ’A&E’ er både en reference til Adolf & Eva og Adam & Eva - to kulturelle kliché polariteter. ’A&E’ kan også stå for ‘Arts & Entertainment’ (red.: ’kunst og underholdning’). Alle tre referencer fungerer som genkendelige menneskelige kulturelle tegn.

I værket optræder billedkunstner Paul McCarthy som Adolf Hitler/Adam og skuespillerinden Lilith Stangenberg som Eva Braun/Eva. I denne virtuelle virkelighed eksisterer Adolf og Eva i mange versioner i et alternativt animeret landskab, hvor de vandrer i cirkler og gentager absurde voldelige handlinger.

Den hybride virkelighed stiller spørgsmålstegn ved vores tilstand og måde at leve på. I en tid hvor USA’s grimmere sider ses tydeligere end nogensinde, udstiller McCarthy normernes og konventionernes forfald.

Om kunstneren:
Paul McCarthy (f. 1945) anses for at være en af de mest indflydelsesrige og banebrydende moderne amerikanske kunstnere. Han er opvokset i Salt Lake City, Utah, hvor han har etableret et mange facetteret kunstnerisk virke, som søgte at bryde med maleriets begrænsninger, ved at bruge uortodokse materialer såsom kropsvæsker og mad. Sidenhen er han blevet kendt for sine både overdrevet forfærdelige og absurde humoristiske værker i forskellige medier - fra performance, fotografi, film og video, til skulptur, tegning og maleri. Læs mere om kunstneren her: Paul McCarthy — Artists | Hauser & Wirth (hauserwirth.com)

Værket er lavet i samarbejde med det internationale produktionsselskab KHORA Contemporary, Viborg Kunsthal og The Animation Workshop og præsenteres i samarbejde med Viborg Animation Festival.

© Paul McCarthy and Khora Contemporary. Courtesy of the artist, Hauser & Wirth and Khora Contemporary

Udstillingen er støttet af
Statens Kunstfond
Det Obelske Familiefond
Viborg Kommune

VR Headsets er sponsoreret af Nordea-Fonden.