UDSOLGT: Kunstsalon VISION

Hvornår:
06.10.2020 kl. 19:00-
06.10.2020 kl. 20:30
Sted:
Viborg Kunsthal

UDSOLGT: Historien som kunstnerisk materiale – erkendelse og erindring

Hvilke statuer og mindesmærker bør vi have i det offentlig rum? Hvem "ejer" historien, og hvordan den fortælles? Hvilken rolle spiller kunsten i forhold til at stille de vigtige spørgsmål omkring erkendelse og erindring? Den seneste tids yderst relevante og igangværende debat om emnet har vist, at vi har brug for kunst, der reflekterer vores komplekse samtid, og at der skal forskellige stemmer til at rumme og fortælle historien; kampen om historien, historien som erindring, historien som sanselighed.

Viborg Kunsthal lægger hus til samtalen, og er samtidig aktuel med udstillingen 'STILL (for) PEACE', der tager udgangspunkt i billedkunstner Elle-Mie Ejdrup Hansens berømmede, udskældte og politiserede kunstprojekt 'Fredsskulptur' fra 1995. I de sidste tre måneder før værket og i den forbindelse markeringen af 50-årsdagen for Danmarks befrielse blev en realitet, eksploderede en debat om den 4. maj, ført an af hovedsageligt modstandsfolk fra 2. Verdenskrig, der stillede spørgsmålstegn ved, hvem der “ejede” begivenheden og dermed fortolkningen af vores nyere historie.

I dag, med 25 års forskydning, skriver værket sig ind i vores politiske og historiske virkelighed som en højaktuel øjenåbner.

I panelet sidder:

• Jeannette Ehlers – billedkunstner
• Søren Taaning – billedkunstner og Leder Dansk Talentakademi og Huset For Kunst og Design. Co-founder og del af det kunstneriske lederteam, Deep Forest
• Mette Haakonsen – kunsthistoriker, skribent og kurator med speciale i erindringskultur, monumenter og mindesmærker
• Halfdan Pisket – dansk kunstner, tegneserietegner / graphic novelforfatter og VJ

Ordstyrer: Stinna Toft – Kunstfaglig Chef Kunsten

Jeannette Ehlers (f. 1973)
Billedkunstner og uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2006 og står bag en lang række af værker på både museer og i offentlige rum, senest 'I AM QUEEN MARY', som bygger på erindringen om Danmarks kolonimagt og dem, som kæmpede imod den.

Søren Taaning (f. 1964)
Leder af Dansk Talentakademi og Huset For Kunst og Design. Co-founder og del af det kunstneriske lederteam for Deep Forest Art Land – Skovsnogen. Tidligere formand for Statens Kunstfond’s Legatudvalg for billedkunst (2016-2019).

Mette Haakonsen (f. 1971)
Kunsthistoriker med speciale i erindringskultur, især i forholdet mellem kunst og monumenter og mindesmærker. Hun er uafhængig skribent og kurator og har bla. medvirket som redaktør og kurator af det store mindesmærkeprojekt Magt - Minder - Mennesker på KØS (2014-15) og skrevet og afholdt adskillige foredrag om fx kirkegårdskunst, erindringssteder og kunst og døden. 

Halfdan Pisket (f. 1985)
Billedkunstner, tegneserietegner / graphic novelforfatter er uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi på linjen for Billedkunst med afgang i 2009. Særligt kendt for erindringsværket 'Dansker-trilogien'.


Viborg Kunsthal har eksisteret siden 1994 og har med deres stærke profil slået sig fast som et af landets førende udstillingssteder inden for samtidskunst. Kunsthallen præsenterer et ambitiøst og eksperimenterende program med anerkendte danske og internationale billedkunstnere og tilbyder gode kunstoplevelser og stof til eftertanke, fordybelse og debat.

Kunstsalon VISION er Bikubenfondens debatformat på kunstområdet.

Der optages lyd til salonen til brug i Bikubenfondens podcastserie Kunstpodcast VISION – en podcast om kunstens betydning.

Tilmelding nødvendig. 10 kr. + gebyr.
Vi udbyder 50 billetter: https://billetto.dk/e/kunstsalon-vision-historien-som-kunstnerisk-materiale-erkendelse-og-erindring-billetter-464891