Om Riddergade AIR

Riddergade AIR ligger i en villa fra 1950erne, to minutters gang fra Viborg Kunsthal. Med fem soveværelser, to stuer, kontor, køkken og to badeværelser er der plads til to kunstnere, evt. med familie.

Villaens beliggenhed er unik, da den ligger med direkte adgang til Søndersø, hvor Hærvejen i sin tid havde start- og slutpunkt. Også den omkringliggende natur med bl.a. Hald sø og Dollerup Bakker indenfor kort afstand er en væsentlig inspirationskilde, som kontrasterer det byliv, som de fleste kunstnere opholder sig i til daglig.

Geografisk set ligger Viborg særdeles gunstigt i forhold til andre udstillingssteder indenfor en times kørsel. Her kan nævnes kunstmuseet ARoS og Kunsthal Århus, KUNSTEN samt Kunsthal Nord i Aalborg, Kunstcentret Silkeborg Bad, Heart i Herning, Skive Kunstmuseum, Vestjyllands Kunstpavillion i Videbæk, Randers Kunstmuseum samt Holstebro Kunstmuseum.

Ved periodevis at bo i Viborg opstår der spontane møder med lokale borgere og besøgende på Viborg Kunsthal. Vi har et medværtsskab bestående af lokale billedkunstnere og andre interesserede, der hjælper med det praktiske samt arrangering af ture, middage mm.

Sidst opdateret: 11.08.2017