City City World World

26. november 2005 – 8. januar 2006

Med udstillingen ”City City World World” på Kunsthallen Brænderigården viser den catalanske fotograf og arkitekt Jordi Bernadó en varieret præsentation af fotografier, heraf flere i stort panoramaformat. Motiverne til værkerne er hentet i forbindelse med rejser til metropoler rundt om i verden.

Fokus for Jordi Bernadós fotografiske billeder er først og fremmest storbyens landskab. Det er ikke de centrale historiske monumenter, der afbilledes, men derimod byernes ”bagsider” og udkantsområder dvs. der, hvor byerne vokser og er i konstant ekspansion. Dér hvor der sker en forandring, og hvor resultaterne af den mest avancerede industrielle civilisation er tydeligst og til tider absurd og kulisseagtig.

Den fotografiske udtryksmåde er turistens: det frontale panoramabillede. Udtryksmåden anvendes for at hjælpe os som beskuere ved at give os et fast og genkendeligt udgangspunkt, nemlig en vant og turistvenlig anskuelses/fotovinkel, men samtidig har det den funktion, at Jordi Bernadó kan vise os nye og ukendte sider af de afbillede byer.

Atlanta, Barcelona, Berlin, Chengdu, Detroit, Gran Canaria, Hong Kong, Innsbruck, Nice og Palma de Mallorca – alle kommer de til at minde om hinanden, men det er heller ikke deres særlige kendetegn, der er interessante, men selve essensen af det avancerede og komplekse urbane landskab.

Jordi Bernadós billeder kan på den ene side forekomme svært tilgængelige, fordi beskueren selv må skabe en mening eller sammenhæng. Titlerne afslører, hvor vi befinder os geografisk set, men vi bliver forvirrede, fordi motiverne ikke har den vante turistmæssige værdi, eller også har de det netop, men til overmål – et sted står Frihedsgudinden, men vi er ikke i New York. På den anden side er det netop det, at Jordi Bernadó afbilleder ”bagsiden” af de ofte velkendte steder, der gør hans billeder nærværende og vedkommende, fordi han gennem sine fotografier sætter fokus på den ubemærkede virkelighed ved at vise os bylandskabernes dagligdags detaljer.

Jordi Bernadó er født 1966 i Lleida, Catalonien. Han bor og arbejder i Barcelona.

[<IMG SRC="/db/Kommune.nsf/Billeder/711AF8B9FB821F6CC12570C40049BC6A/$File/YOKOHAMAjordi.jpg" ALT="Jordi Bernadó - Yokohama" WIDTH="500" HEIGHT="256" VSPACE="5">]

City City World World  
26. november 2005 – 8. januar 2006
Kunsthallen Brænderigården, Riddergade 8, Viborg.
Tirsdag – Søndag kl. 13-17
www.braenderigaarden.dk

Yderligere information ved henvendelse til udstillingsleder Karen Lintrup
Tlf. 87252605 / 27252606   kli@viborgkommune.dk

Sidst opdateret: 20.03.2014