TID OG RUM

Tidsexperimentarium

4. juni - 28. august 2011

TID OG RUM -Tidseksperimentarium

Hvad er tid? Hvordan ser tiden ud? Hvordan opleves tiden?

Udstillingen i Kunsthal Brænderigårdens Østfløj forsøger at svare på disse abstrakte spørgsmål.

I store installationer af Kunstnergruppen TRIB bliver tidsbegrebet kommenteret og fortolket. Abstrakte tidsopfattelser bliver gjort konkrete og afhængige af de besøgendes deltagelse. Gæsterne bliver aktører og deltagere i forhold til tid og rum i stedet for passive iagttagere.

Billedkunstner Karin Olesen har til udstillingen skabt ”tidsværker”, hvor snesevis af farverige ure reagerer på gæsternes tilstedeværelse og danner lydbaggrund for besøget.

Performancekunstner Rose Parekh-Gaihede tager i sin performanceinstallation "OmOm" udgangspunkt i den tyske forfatter Michael Endes roman "Momo eller Den sælsomme historie om tids-tyvene og om barnet, der bragte den stjålne tid tilbage til menneskene" og giver publikum tid til at opleve deres egen og andres oplevelser med tid.

En lang række kulturaktører og -institutioner i Viborg og Horsens kommune er gået sammen om at udforske og undersøge tiden. Udgangspunktet har været, at tidsbegrebet skulle belyses fra forskellige vinkler på tre forskellige lokaliteter: TID OG TING på Viborg Stiftsmuseum (åbner 4. juni 2011), TID OG RUM på Kunsthal Brænderigården og TID OG FORTÆLLINGER på Danmarks Industrimuseum i Horsens (åbner 7. oktober 2011).

Ønsket er at benytte de enkelte steders forskellige indgangsvinkler til emnet TID og udfordre hinanden på fagligheden. Kunstnere, animatorer, performere og musikere er involveret i de tre udstillinger, der er faciliteret af TEXprojektet ved KulturPrinsen og støttet af Østjysk Vækstbånd og Kulturministeriet.

TID OG RUM - Tidseksperimentarium kan ses i Østfløjen på Kunsthal Brænderigården, Riddergade 8, 8800 Viborg i perioden 4. juni – 28. august 2011, tirsdag – søndag 13.00 -17.00.

Nærmere information om udstillingen ved henvendelse til udstillingsleder Karen Lintrup 87 87 32 20, kli@viborg.dk og kurator & formidler Bodil Johanne Monrad 87 87 32 23, 3bm@viborg.dk

Udstillingerne er støttet af:

TID OG RUM logoer

Sidst opdateret: 11.03.2014