Charlottes rejse til Grønland

Birgitte Kristensen

21. januar 2012 – 18.marts 2012

Udstillingen Charlottes rejse til Grønland bygger på en rejse til Grønland, som billedkunstneren Birgitte Kristensen har gennemført i sin afdøde veninde Charlottes sted.

Charlotte havde en drøm om at komme til Grønland og havde planlagt denne rejse, men fik helt uventet konstateret kræft og nåede ikke at komme af sted. Efter hendes død besluttede kunstneren sig for at gennemføre rejsen - som en gestus til hende. Et umuligt ønske om, at Charlotte alligevel skulle få lov at opleve Grønland.

Grønlands storslåede natur bliver således bagtæppet for et umuligt projekt: at lade Charlotte komme på sin drømmerejse. Birgitte Kristensen rejser i hendes navn, optager videoer, fotograferer og skriver dagbog som Charlotte. Hun optræder som Charlotte, gør ting som Charlotte ville have gjort, men som Birgitte ikke selv ville have gjort – som f.eks. at sejle ud i en kajak på det åbne, isfyldte hav. Hendes medpassagerer kender hende kun som Charlotte.

Birgitte Kristensens rejse kan ses som en performance, hvor hun bruger dét at træde i en andens sted som kunstnerisk metode. Hendes spejling af venindens udadvendte og spontane karakter finder udtryk i værket, hvor den på samme tid smukke og vilde grønlandske natur er medspiller i en afsøgning af identitet som begreb. Kunstneren kaster sig ud i det ukendte med udsigt til personlig vækst og en værkskabelse, som også åbner mulighed for beskuerens selvtolkning.

Birgitte Kristensens rejse til Grønland tager afsæt i empati og erfaring om tab, tilknytning og tilblivelse. Den kunstneriske proces hviler på lige dele indlevelse og afsøgning af nye områder. I Kunsthal Brænderigårdens østfløj præsenteres dokumentationen af rejsen som en totalinstallation i medierne: video, lyd, skulptur, tekst og grafik.

Udstillingen Charlottes rejse til Grønland vises i perioden 21. januar – 18. marts 2012 i Kunsthal Brænderigårdens østfløj, Riddergade 8, Viborg. www.braenderigaarden.dk

I forbindelse med udstillingen udgives der en bog med et rigt billedmateriale samt tekst af kunst- og litteraturanmelder Eva Pohl. Der afholdes boglancering samt kunstnersamtale mellem Eva Pohl og Birgitte Kristensen søndag d. 26. februar kl. 15.00.

Nærmere information om udstillingen kan ses på www. braenderigaarden.dk eller ved henvendelse til
udstillingsleder Karen Lintrup 87 87 32 20, kli@viborg.dk eller kurator & formidler Bodil Johanne Monrad
87 87 32 23, 3bm@viborg.dk.

Udstillingen er støttet af:

Statens Kunstfond

Kulturudviklingspuljen, Aarhus Kommune

Sidst opdateret: 20.02.2014