Kirsten Klein: Fra en landsby i Guinea Bissau

Kirsten Klein

29. juni - 19. august 2012

I samarbejde med Viborg Kunstforening har Kunsthal Brænderigården inviteret Kirsten Klein til at udstille en række ikke tidligere viste fotografier fra en landsby i Guinea Bissau i Trappegalleriet.

Kirsten Klein blev i 2012 som den første danske fotograf præmieret med Thorvaldsens Medaillen for sit poetiske og fornemme, personlige arbejde med det fotografiske billede og sin særegne intuitive sansning af stilhedens, stormens og tidløshedens steder.

Hun skriver selv om udstillingen:

"Jeg besøgte sammen med min mand i 1987 nogle venner der i en lang årrække (7 år) levede i Guinea Bissau`s sydvestlige del, i byen Catiò som ligger tæt ud til et mangrove område og en flod med store tidevands forskelle. Mangroven giver et meget frugtbart område til dyrkning af blandt andet ris,  og der vargode muligheder for fiskeri i floden. Så det udgjorde basen i deres ernæring, og derudover var der frugterne fra de mange træer og palmer til at forsøde tilværelsen.

Det folk vi besøgte var animister, det betyder at de tror på at alt har en sjæl, og at alt derfor skal behandles med omsorg og i respekt for skabelsen.Det var meget spændende, idet jeg oplevede at den måde de arbejdede og levede på, var meget lig den vi selv har gjort her i Bronzealderen, da klimaet jo også var varmere end detvi har her til lands i dag.

Jeg var så fascineret af deres liv, at jeg hver dag i de 5 uger vi var der, opsøgte de forskellige gøremål der var i landsbyen og fulgte de aktiviteter der pågik, med byggeri, fiskeri, dyrkning, biavl, vævning, pottemageri, smedie, sæbefabrikation og madlavning m. m. m.

Det er det jeg her forsøger at vise i det lille udvalg af sort/hvide fotografier."

Udstillingen åbnes torsdag d. 28. juni kl. 16, hvor der bl.a. vil være musik af to ghanesiske trommespillere. Alle er velkomne til åbningen!

Sidst opdateret: 19.02.2014