Ver Sacrum

Augusta Atla

21. maj - 21. august 2016.

Augusta Atlas værker handler om følsomhed og om at give plads og bevidsthed til fri væren, indre liv, leg og irrationalitet.

Titlen Ver Sacrum – det hellige forår - er en metafor for livscyklussen, der altid kommer tilbage til et punkt af sprudlende energi, som en cyklus vi alle er en del af.

På udstillingen præsenterer hun værker lavet ud fra en beundring af naturen, vores natur og altings uendelige vitalitet.

Kvinden som den skabende kraft

Atla udtrykker sig frit i flere medier: Silketryk, maleri, fotografi, performances, installation, videoværker og fundne objekter og hendes kunstneriske greb kredser omkring begreber som fertilitet, intimitet, sødme, uskyld, indsigt og femininitet.

Hun inddrager diverse hjemlige objekter såsom silkestoffer, duge og krydderier, der reflekterer over fortiden, kollektiv hukommelse og kvindens liv historisk set for at debatere psykologiske aspekter identiteter og samfund. 

På samme tid fremstår de selv samme objekter i lysende farver og med en vitalitet, der hylder kvinden som den naturlige, skabende kraft, der giver nyt liv.

Udstillingen Ver Sacrum

På udstillingen i Viborg Kunsthals Østfløj udstiller hun tre projekter, nemlig grafiske værker, en rumlig installation og en videoinstallation.

Udstillingens installation blander hverdagsobjekter, såsom vaser og kufferter med malerier og pigmenter, der skal stå på gulvet og læne sig op ad hinanden. Malerierne skal være begærlige som fysiske objekter man får en fornemmelse af og ej blot billeder på en væg, og er et spørgsmål om taktilitet og appetit, understreger kunstneren.

En ny form for femininitet

Augusta Atla har boet i London NYC, Venedig, Rom, Milano, Torino, Paris og Athen og har på sine ophold verden over samlet et større billedarkiv om kvinder på tværs af kulturer. Ifølge Atla har kunsthistorien altid været mandsdomineret, og der er derfor en mangel på billeder af en ny form for femininitet – af nye udtryk og billeder af kroppen og de indre følelsers liv.

Fakta

Augusta Atla (f. 1979) er født og opvokset i Danmark, men bor pt. halvdelen af året i Athen, hvor hun i 2014 åbnede Maison Maca, et residency / udstillingssted i Athen.

Hun har en BA i arkitektur fra Det Kongelige Danske Kunstakademi (1999-2006), en BA i Fine Art fra Gold-smiths College, University of London (2003 - 2006) samt en MA i Æstetik teori & historie fra Architectural Association, London, UK (2006 - 2007).

Hun har en lang række solo- og gruppeudstillinger bag sig i bl.a. Danmark, Grækenland, Frankrig, England, Italien, Spanien, Tyskland, USA og Norge og er repræsenteret med værker på danske museer ved Horsens Kunstmuseum, Randers Kunstmuseum og ved Daskalopoulos Collection i Grækenland. 

Sidst opdateret: 22.11.2017