Om udstillingen

I den igangværende serie Paper Drawings arbejder Marit Roland med abstrakte, skulpturelle tegninger, hvor hun tegner med papir i stedet for papir. Hvor papirarkene traditionelt fungerer som baggrund for et kunstnerisk motiv, et underlag fyldt med blæk, blyant eller kul, bruger Roland papiret som hovedaktør. Til udstillingen i Viborg Kunsthals østfløj rynker, vrider og folder hun papiret for at skabe skygger og linjer i sine tredimensionelle tegninger. Det stedsspecifikke værk Paper Drawing #35 danner skulpturelle tegninger i rummet, og tilføjer således nye dimensioner til papiret som materiale og tegningen som medie.

Marit Rolands stedsspecifikke installationer lægger beslag på de rum, de befinder sig i, og i deres sanselige, skulpturelle og uforudsigelige form kan de ses som en kommentar til tegningen som kunstnerisk udtryk.

Ved at arbejde nye steder, i nye rum, bliver Roland konstant udfordret til at udvikle måder at skabe sine tegninger på. Marit Roland beskriver sine værker: Papirtegning er forgængeligt og kan ikke flyttes i sin helhed. Det kan laves igen, men vil aldrig kunne fremstå identisk to steder. Efter udstillingen genbruges værket og papiret får et nyt liv efter sin tid som kunst. Dermed bliver værkerne med deres processuelle og forgængelige karakter også en refleksion over øjeblikket og kunstens og materialets værdicyklus.

Om kunstneren
Marit Roland (f. 1981, Kristiansand) bor og arbejder i Oslo, og er uddannet fra Kunstakademiet, Trondheim NTNU i 2012. Udover ​​sin praksis som kunstner, arbejder hun som formidler og kurator ved Nasjonalmuseet for kunst, arkitektur og design i Oslo. Paper Drawings er en del af en større serie, som både består af skulpturer og performance. Her arbejder Roland i det udvidede felt, hvor hun udfordrer begrebet tegning - med kun papir som materiale tegner hun med papiret ved at skabe tredimensionelle ruminstallationer og skulpturer.

Marit Roland har bl.a. udstillet på Wanås konst (2021), Telemarksgalleriet, Notodden (2021), Akershus Kunstsenter (2018), Haugesund Kunstforening (2018) og Galleri BOA (2017). Det er hendes første udstilling i Danmark.

Læs mere på
Marit Rolands hjemmeside her: MARIT ROLAND – Norwegian contemporary artist