Om udstillingen

Viborg Kunsthals hovedfløj danner rammen om soloudstillingen Bricolage af billedkunstner Jakob Hunosøe. Bricolage er en konstruktion og sammensætning af et værk fra en række forskellige ting, der tilfældigvis er tilgængelige. Sagt med andre ord at skabe noget af ingenting. At lave en collage ud fra de forhåndenværende objekter.

Jakob Hunosøe benytter fotografiet som et instrument til at afdække betydninger og muligheder i vores umiddelbare omgivelser. Det sker alt sammen analogt, uden brug af digital manipulation. Til udstillingen skaber Hunosøe nye værker, der arbejder med hverdagslivets objekter i nye og overraskende konstellationer. Han vender vores opfattelse af verden på hovedet, og manipulerer med kompositionen, så vi ikke længere ved, hvad der er op eller ned.

Hunosøe har til udstillingen bedt den danske designer Kasper Kyster designe væg- og siddeelementer til udstillingen, for på den måde at spejle den legende og intuitive tilgang fra fotografierne i fysiske elementer i rummet.

Om kunstneren
Jakob Hunosøe (f. 1975) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2004. Han bor og arbejder i København og er repræsenteret ved Galleri SPECTA.

Ved brug af simple hjælpemidler omformer Hunosøe hverdagens objekter til atypiske skulpturelle installationer, som han dokumenterer gennem fotografiet. De ellers så velkendte objekter får med Hunosøes øjne en surreel, humoristisk og poetisk dimension.

Fotografiet bruges således til at gendigte virkeligheden, som samtidig tilføres en overraskende og ny humoristisk dimension. Billederne er bevidst usystematiske og legende i deres tilgang, og iscenesættelserne resulterer ofte i fine poetiske effekter. Som betragter overvejer man, hvordan motiverne konkret er blevet til, ligesom man måske efterfølgende selv ser nye muligheder i de objekter, man omgiver sig med til hverdag.

Bricolage åbner torsdag den 25. januar 2024, kl. 19.00-21.00.

Download pressemeddelelse på dansk her.

Udstillingen er støttet af
Statens Kunstfond
Augustinus Fonden
Det Obelske Familiefond
Ny Carlsbergfondet
Viborg Kommune

Med supplerende støtte fra
Poul Johansen Fonden
Grosserer L.F. Foght Fonden