Om udstillingen

I 2021 skabte billedkunstner Sophia Kalkau i samarbejde med digter Ursula Andkjær Olsen den anmelderroste og præmierede udstilling UNG SOM BLY til Rønnebæksholm, og to år før udstillingen CIRKELBRYDER til Den Sorte Diamant. I 2024 vil kunstnerne udvikle samarbejdet på Viborg Kunsthal med udstillingen MÅNE OP.

Udstillingen i Viborg Kunsthal inviterer publikum ind i et refleksivt rum, hvor billeder, objekter, lyd og ord bindes sammen og danner en bevægelse gennem forbundne mentale og fysiske rum. Ældre og nye værker vil flette sig ind imellem hinanden og danne tråde, der løber igennem Viborgs Kunsthals hovedfløj.

Udstillingen vil udfolde sig i et spændingsfelt mellem drøm og virkelighed, abstraktion og genkendelighed med referencer til frugtbarhed, køn, erotik og transformation. Udstillingen vil kredse om drømme, dråber og strømninger og om mellemrummene imellem dem. Publikum vil møde værker der er umiddelbare og direkte i deres henvendelse, men også gådefulde og komplekse. Udstillingen vil bestå af fotografiske værker, skulpturer, objekter og ord installeret som lyd, video og håndskrift.

Udstillingen MÅNE OP åbner torsdag den 16. maj 2024, kl. 19.00-21.00.