BLIV FRIVILLIG
Kunne du tænke dig at være frivillig på Viborg Kunsthal?
Vi sætter stor pris på vores frivillige og kan næsten altid bruge et par ekstra hænder.
Som frivillig bliver du en del af et levende kunstmiljø, hvor du møder spændende mennesker og får indsigt i samtidskunsten.
Kunsthallen har skiftende udstillinger hver fjerde måned og har samtidig et Riddergade AIR-program, hvor vi huser billedkunstnere fra hele verden. Du kan forvente et omskifteligt miljø med nye og inspirerende opgaver.
Læs artikel om hvordan det er at være frivillig hos os.
Vi sørger for oplæring og introduktion, så du føler dig godt klædt på til opgaverne. Det er op til dig, hvor meget tid du vil hjælpe, men vi ser gerne, at du kan bidrage med minimum 8-10 timer pr. måned for at sikre stabilitet og kontinuitet.
Interesseret? Kontakt os på viborgkunsthal@viborg.dk
Publikum, workshops og arrangementer

Viborg Kunsthal præsenterer hvert år mindst seks udstillinger med dansk og international samtidskunst. Dertil kommer en lang række arrangementer – fra ferniseringer og artist talks til familieworkshops og koncerter.
Hvorfor har vi brug for frivillige?
Frivillige er med til at gøre Viborg Kunsthal til et åbent og imødekommende sted. Du hjælper med praktiske opgaver, der sikrer, at vores gæster får en god oplevelse og at arrangementerne forløber glat.
Eksempler på opgaver:
-
Vært/værtinde: byde gæster velkommen, hjælpe med billetsalg, passe butikken og servering i caféen.
-
Indkøb og anretning af frokost til sociale arrangementer.
-
Praktisk hjælp ved udstillingsskift og ferniseringer.
-
Uddeling og ophængning af foldere og tryksager i lokalområdet.
-
Assistere ved afvikling af events som familieworkshops, koncerter eller artist talks.
Riddergade AIR

Riddergade AIR er Viborg Kunsthals residencyprogram, hvor professionelle billedkunstnere fra hele verden bor og arbejder i Viborg i tre måneder. Her får kunstnerne tid og ro til at fordybe sig i deres kunstneriske praksis, udvikle nye projekter og skabe netværk lokalt, nationalt og internationalt.
Hvorfor har vi brug for frivillige?
Som frivillig hjælper du med opgaver, der gør kunstnernes ophold muligt og inspirerende – fra praktiske ting til sociale aktiviteter. Det er en unik mulighed for at komme tæt på spændende samtidskunst og møde kunstnere fra hele verden.
Eksempler på opgaver:
- Hente kunstnere ved tog, bus eller fly.
- Indlogere dem i gæstehuset.
- Vise indkøbsmuligheder.
- Være lokalkontakt og chauffør.
- Løbende ad hoc-opgaver.



