Residenter 2025
Læs herunder om de fire kunstnere udvalgt til at deltage i residencyprogrammet 2025. Riddergade AIR 2025 er støttet af Statens Kunstfond og Viborg Kommune.

Stephanie Simek (USA)
Stephanie Simek (f. 1982) er en interdisciplinær kunstner fra Portland, Oregon, USA. Hun har tidligere arbejdet med elektronik og mineraler, hvilket har været med til at forme hendes forståelse materialernes relationer og hvordan de kan bruges til at modstå eller omgå begrænsningerne ved forudindtagede opfattelser. Gennem en bred vifte af materialer skaber hun todimensionelle og tredimensionelle lyd- og performanceværker. Under sit ophold i Riddergade AIR vil Stephanie Simek påbegynde en ny værkserie "loosening a screw" gennem en åben og undersøgende omvendt ingeniørtilgang til det oversete og underbelyste. For at udvikle dette projekt vil Simek fokusere på forskning i akustikken af imaginære og urealiserede historiske musikinstrumenter samt interagere med planter under forårets lange lyse timer i Viborg.

Josefin Tingvall (S)
Den Göteborg-baserede kunstner Josefin Tingvall (f. 1993) arbejder i krydsfeltet mellem tekstilhåndværk og digitale medier. Hendes praksis udforsker verdensopbygning, skrøbelighed og forandring samt menneskers rolle i en mere end menneskelig verden. Gennem vævning, broderi, eksperimentel farvning og visuel kodning undersøger hun, hvordan håndværkstraditioner smelter sammen med samtidens digitale udtryk. Under sit ophold i Riddergade AIR vil Tingvall videreudvikle Let's Pick Blueberries Until the End of Capitalism, et projekt, der udforsker sammenhængen mellem gobelinvævning og spilgrafik. Inspireret af politisk tekstilkunst fra 1960'erne-70'erne undersøger hun, hvordan vævede strukturer og digitale miljøer afspejler og omformer hinanden. I dialog med Viborgs landskab vil Josefin Tingwall eksperimentere med at flette håndværk og digitale medier sammen og danne grundlag for en ny tekstilserie.

Lee Chang Ming (SG)
Den Singapore-baserede kunstner Lee Chang Ming (f. 1990) arbejder på tværs af fotografi, udgivelse, video og tekst. Han er interesseret i temaer om legemliggørelse, miljø og hverdag, og hans praksis udforsker den subjektive handling at se og bygger på en åben forståelse af fotografi som proces, metafor og materiale. Under sit ophold i Riddergade AIR vil Lee Chang Ming fortsætte med at udvikle sit igangværende projekt To Turn, som er centreret omkring ideen om desorientering - med fokus på den indbyrdes sammenhæng mellem queernes, økologi og krop. Værket består foreløbig af videoinstallation, fotografi og publikationer, og undersøger måder hvorpå vi kan omformulere vores forhold til miljøet. Han vil desuden bruge tid på at udvikle nye kunstnerbøger under sit forlag Nope Fun.

Charlotte Thömmes (D)
Den tyske billedkunstner Charlotte Thömmes (f. 1977) bor og arbejder delvist i det landlige Portugal, delvist i den pulserende storby Berlin. Hendes praksis er inspireret af miljøtematikker og udforsker forhold mellem menneskelige og ikke-menneskelige økosystemer i et forsøg på at afdække sammenhænge og livets sammenvævning. Thömmes arbejder med en række forskellige trykteknikker og materialer og hun interesserer sig særligt for at anvende miljøvenlige metoder, der integrerer naturen direkte i den kreative proces. Under sit ophold i Riddergade AIR vil Charlotte Thömmes skabe en kunstnerisk refleksion over landskaber med forskellige lysfølsomme papirer. En del af hendes undersøgelser involverer at udforske naturlige pigmenter udledt af lokalmiljøets planter og jord, for herigennem at inkorporere stedets essens i sit arbejde. Gennem disse teknikker sigter Thömmes mod at skabe en dybere forbindelse mellem kunst og miljø og rejse spørgsmål om gensidig afhængighed og bæredygtighed.