Om projektet
Danske og internationale kunstnere gæster i uge 23 og 24 fire forskellige landsbyer i Region Midtjylland i forbindelse med projektet ”Kunsthallen og Landsbyerne”.
I løbet af 2019 vil fire nye landsbyer i Region Midtjylland deltage i projektet `Kunsthallen og Landsbyerne´. Hver by bliver besøgt af et hold bestående af 1 dansk og 2 internationale kunstnere, der hver kommer med stedspecifikke oplæg til kunstværker, der i løbet af en uge realiseres i samarbejde med beboerne i landsbyerne.
Projektet ”Kunsthallen og landsbyerne” er udviklet af Viborg Kunsthal i samarbejde med billedkunstner Steen Rasmussen, og blev lanceret første gang i forbindelse med Aarhus2017.
Når kunst skabes i fællesskab
Med ”Kunsthallen og landsbyerne” ønsker Viborg Kunsthal i samarbejde med en række landsbyer, danske og internationale billedkunstnere at skabe nye sammenhænge mellem den udøvende kunst og oplevelsen af den. Ønsket er at få kulturen og samtidskunsten ud i yderdistrikterne og forbinde dem til mere etablerede platforme for samtidskunst – blandt andet kunsthallen.
Kunst er en måde at udtrykke sig på, en måde at nærme sig et andet menneske på - en måde at danne fællesskaber på. Hensigten med projektet er at skabe relationer beboer og kunstner imellem, når de indgår i et kreativt samarbejde om at skabe kunst i landsbyen. Det er en unik mulighed for at styrke fællesskabet og danne nye fortællinger i landsbyerne gennem den kunstneriske proces.
Projektet er støttet af
EU Japan Fest
Aarhus2017
Region Midtjylland