Om udstillingen
Merchants of Dreams er en gruppeudstilling i to dele, som udstilles samtidig på Brandts13 & Viborg Kunsthal.
17 kunstnere og mere end 50 værker er med på udstillingen, der præsenterer forskellige både subtile og poetiske måder at engagere sig i begreber som frihed, drømme, tro og tilhørsforhold i relation til Marokko - som et sted at bo, forlade, komme fra, komme tilbage til og rejse til.
Hvordan og hvad er det, vi længes efter i livet? I hvilken udstrækning er disse drømme mulige at realisere, og hvordan efterleves og udfordres de? Hvilke spændinger findes der mellem det, vi længtes efter, og det og dem, vi hører til, og føler os hjemme med.
Deltagende kunstnere
De deltagende kunstnere har ikke tidligere været vist i Danmark: Eric van Hove, Mounir Fatmi, Younes Rahmoun, Younes Baba Ali, Hicham Benohoud, Mohssin Harraki, Simohammed Fettaka, Mohammed Larbi, Hamza Halloubi, Randa Maroufi, Leila Alaoui, Yasmine Hajji, Bouchra Ouizguen, Said Afifi, Zainab Andalibe, Houda Terjuman, Abdellah Taia.
Udstillingen er skabt i samarbejde med Brandts og free-lance kurator Christian Skovbjerg Jensen.
Udstillingen er en del af Images. Images 2016 sætter fokus på globale udfordringer og kunstnerens rolle i samfundet med kunst fra Afrika, Asien og Mellemøsten på kunstinstitutioner over hele Danmark. Bag Images 2016 står CKU, en selvejende institution under Udenrigsministeriet.
Fernisering fredag den 22. januar kl. 16-18.
Læs pressemeddelelse i forbindelse med udstillingen her.
Læs pressemeddelelse på engelsk her.