Om udstillingen
Et fotografi af et landskab kan aldrig være en objektiv beskrivelse af et sted, dels fordi landskaber aldrig er neutrale, og dels fordi fotografen altid tilføjer noget til billedet.
Den svenske fotograf Helene Schmitz arbejder i sine storformats fotografier med at udforske menneskets ambivalente forhold til naturens kræfter, rumlighed, tid og forgængelighed. Schmitz fusionerer den sublime kvalitet af et tilsyneladende fjernt og uberørt landskab med en menneskelig tilstedeværelse. De storladne motiver med dystre undertoner refererer til kunsthistoriske traditioner indenfor landskabsmaleri.
Viborg Kunsthals hovedfløj vil med sine seks udstillingsrum skabe intime møder med Schmitz monumentale og analoge fotografier. Her bliver det muligt for beskueren at gå på opdagelse og nærstudere både den overordnede struktur og de små detaljer.
Om kunstneren
Helene Schmitz (f. 1960) bor og arbejder i Stockholm og er uddannet ved Stockholms Universitet. Siden 1993 har hun haft utalige soloudstillinger bredt rundt omkring i verden heriblandt Sverige, Estland, USA, Frankrig og Japan. Foruden soloudstillinger har hun deltaget i en række gruppeudstillinger bl.a. 7th Continent with Feral Atlas Collective Istanbul Bienale Istanbul, Tyrkiet, 2019 og senest Forever Changes i 2021 på Street Level Photoworks i Glasgow, Skotland.
Sunken Gardens åbner d. 1. april 2022 og vises frem til d. 12. juni.
Udstillingen er støttet af
Statens Kunstfond
Det Obelske Familiefond
Augustinus Fonden
Viborg Kommune