Om udstillingen
I den stedsspecifikke udstilling All that Remains præsenterer billedkunstner Banaan Al-Nasser en sammensætning af værker i forskellige medier fra de sidste 5 år.
Udstillingen er en visuel undersøgelse af, hvordan identitet og hjem er gensidigt forbundet med hinanden. Den udspringer af ruinerne fra det almene boligbyggeri i bydelen Vollsmose, hvor blandt andet arkivbilleder og miniature hverdagsting er sat sammen med murbrokkerne fra nedrivningen af det daværende ’ghettoområde’.
Med værkerne skaber Al-Nasser en ny verden og tvinger os til at forholde os til begreberne hjem, kultur, eksistens og tilhørsforhold.
All that Remains er et kunstnerisk synspunkt, som viser de eksisterende modsætninger i skabelsen af klichéer og stereotyper. Kunstneren opmuntrer til kulturmøder, der kan fremme vores opmærksomhed på, hvordan vi opfatter hinanden som mennesker.
Om kunstneren
Banaan Al-Nasser (f. 1982) er en dansk/jordansk/palæstinensisk mixed-media billedkunstner, der bor og arbejder i København. Hun har en MFA fra Det Kongelige Danske Kunstakademi (2018) og har udstillet på blandt andet ARoS, Fatamorgana og Betty Nansen Teatret.
Banaan Al-Nasser arbejder med temaerne identitet og kultur, og hendes værker har ofte en tydelig social, poetisk og politisk karakter. Hendes levende erfaring har givet hende næringen til at sidestille og undersøge spiritualitet, kreativitet og menneskelige værdier i Mellemøsten såvel som Vesten. Værkerne tager ofte form af hverdagsobjekter, som er ladet med symbolværdi, der krydser og udfordrer landegrænser, klasseskel og kulturelle narrativer.
Samarbejde mellem tre institutioner
Udstillingen All that Remains med Banaan Al-Nasser er den tredje udstilling i det nyetablerede samarbejde mellem de tre institutioner Viborg Kunsthal, Viborg Animation Festival og Art Hub Copenhagen. Projektet er sat i værk ud fra et fælles ønske om at skabe synlighed og udvide kendskabet til aktuelle billedkunstnere hos nye målgrupper på tværs af landet.
Udstillingen er et del af et større samarbejde mellem Art Hub Copenhagen, Viborg Animation Festival og Viborg Kunsthal. Download pressemeddelelse her.
I forbindelse med udstillingen faciliterer Viborg Kunsthal i samarbejde med Art Hub Copenhagen tirsdag den 14. november samtale og formidlingseventen Free Lunch. Her kan Banaan Al- Nasser opleves i en samtale om udstillingen. Bestil billetter til arrangementet her
Udstillingen All that Remains på Viborg Kunsthal er en videreudvikling af udstillingen med samme navn som fandt sted i Art Hub Copenhagen i perioden maj-september 2022 som en del af udstillingsserien THE ONES WHO EXIST DESPITE OF, OR BECAUSE OF, OR INSTEAD OF OR AFTER THE FACT OF kurateret af kuratorduoen Arrange the Ants som består af Julie Marie Mønsted og Fafaya Mogensen.
Læs mere om den tidligere udstillingsserie her.
Fernisering
All that Remains åbner torsdag den 2. november 2023, kl. 19.00-20.00 med velkomst og åbningstale ved Bodil Johanne Monrad, udstillingsleder på Viborg Kunsthal og Fafaya Mogensen, projektleder ved Art Hub Copenhagen.
Udstillingen vises i Trappegalleriet på Viborg Kunsthal 03.11.2023-07.01.2024 og er en del af et større samarbejde mellem Art Hub Copenhagen, Viborg Animation Festival og Viborg Kunsthal. Læs mere om samarbejdet her.
Udstillingen er støttet af
Statens Kunstfond
Art Hub Copenhagen
Viborg Kommune
Udstillingen åbner torsdag den 2. november 2023, kl. 19.00-20.00.