Residency ved Viborg Kunsthal modtager stor donation fra Det Obelske Familiefond

Residency

PRESSEMEDDELELSE
Residency ved Viborg Kunsthal modtager 400.000 kr. fra Det Obelske Familiefond

Viborg Kunsthal har netop modtaget en donation på 400.000 kr. til udvikling og drift af det nyetablerede kunstner residency, Riddergade AIR, i en to-årig periode.

Riddergade AIR er placeret i en 250 m2 villa få minutters gang fra kunsthallen og med direkte adgang til Viborgsøerne. Villaen er for nyligt blevet renoveret, så der er plads til to kunstnere samt evt. familie ad gangen. Kunstnerne vil bo i villaen og har værksteder få minutters gang derfra, hvor de kan arbejde. Værkstederne er placeret i bygningerne ved Viborg Kunsthal.

I forbindelse med donationen udtaler udstillingsleder Helene Nyborg Bay:

”Det betyder utrolig meget for os at modtage så flot en støtte fra Det Obelske Familiefond, da det giver helt særlige muligheder for arbejdet med Riddergade AIR.

Vi ønsker at skabe et unikt kunstner residency, hvor danske og internationale kunstnere kan bo og arbejde. Formålet er at skabe en kunstnerisk platform med placering i hjertet af Jylland, hvor billedkunstnere kan skabe nye netværk.

Det er en idé, som har været et par år undervejs, og nu glæder vi os bare til at komme i gang!”

Riddergade AIR vil indkalde til "open calls", som professionelt udøvende kunstnere kan søge. Ansøgningskrav og deadlines vil indenfor en kort periode fremgå af kunsthallens hjemmeside.

For yderligere information eller pressebilleder kontakt venligst udstillingsleder Helene Nyborg Bay på telefon 87873220 / mail: 9hb@viborg.dk eller formidler Bodil Johanne Monrad på telefon: 87873223 / mail: 3bm@viborg.dk.