Reinkarnation

21. august – 3. oktober 2004

REINKARNATION
Fra postmodernisme til realitymaleri

Kunsthallen Brænderigården præsenterer en betydelig udstilling med malerier af billedkunstner Peter Carlsen, der sætter fokus på den moderne kulturs betydning for vores forestillinger og værdinormer.

I udstillingens katalog skriver Peter Carlsen bl.a. om sine værker, som han kalder realitymaleri: ”Iscenesatte hændelser og billedfragmenter ”samples” og fortolkes frit, hvorved de store fortællinger genopstår på ny. Billederne er ofte fremstillinger af den eventkultur, der iscenesætter det moderne livs begivenheder, kriser, modsætninger og sammenbrud, og kan aflæses som aktuelle kommentarer til mediernes fremstilling af virkeligheden.”

Gennem et satirisk og humoristisk formsprog, og ofte med sig selv som iscenesat hovedperson i fortællingerne, kredser Peter Carlsens arbejder især om reklamernes billeder af materialismens overdådigheder, mediernes glamourøse rollemodeller samt fokuseringen på det erotiske.

Det er et unikt kunstnerisk univers man møder i Peter Carlsens værker, hvor mediebilleder genfødes i nye billeder, hvilket giver en interessant og tankevækkende dialog samt flertydighed.

Nogle af udstillingens værker er portrætmalerier. I disse værker er satiren ikke til stede. Skildringen af personligheden har her været det væsentlige. Men samtidig har værkerne referencer til kunsthistoriske portrætbilleder, hvilket kan ses som kommentar til denne genres tradition for at idealisere.

Peter Carlsen er uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi og er repræsenteret på flere danske kunstmuseer.

Kunsthallen Brænderigården 21. august – 3. oktober 2004
Riddergade 8, Viborg.
Tlf. 8725 2605
tirsdag – søndag kl. 13-17
www.braenderigaarden.dk

Arrangeret i samarbejde med Viborg Kunstforening.

Udstillingen er støttet af Kunststyrelsen, fagudvalget for billedkunst.

Karen Lintrup
Udstillingsleder

Sidst opdateret: 20.03.2014