Set fra sommerfuglevingen

Set fra sommerfuglevingen

23. juni 2007 – 12. august 2007

Brænderigårdens udstillingsrum er forvandlet til et slags alternativt naturhistorisk museum, hvor den ”sorgløst flagrende” sommerfugl indgår på forskellig vis. Det er en smuk, men også foruroligende udstilling, hvor store aktuelle temaer som migration, kaosteori, mediebegivenheder og klimadebat - bliver set og reflekteret ”gennem sommerfuglevingen”.

Til udstillingen er inviteret 11 kunstnere, som gennem allerede eksisterende værker samt nye arbejder, forholder sig til temaet:

Julie Cockburn (UK)
-viser den højæstetiske sommerfugl udklippet fra bøger og indsat som en del af et malerisk udtryk.

Mads Gamdrup
-viser et stort digitalt foto fra den sublime serie One Hour With Butterflies.

Marianne Grønnow
-viser en række sommerfugle-acryl- airbrush-billeder. Hun lavede de første sommerfugle i 2005, da hun blev bedt om at illustrere en historie af H.C. Andersen.

Peter Holst Henckel 
-viser hele sin legendariske, smukke og uhyggelige sommerfuglesamling World of Butterflies på i alt 68 indrammede digitale fotos, hvor sommerfugle og mediebegivenheder fra verdenshistorien i nyere tid er føjet sammen.
 
Rocio Infestas (Mexico)
-viser værket Pulso. En installation som består af mange sommerfuglefigurer modelleret i farvestrålende epoxy-voks. Her ses det kunstige versus det naturlige, samt det smukke versus det kitschede. 
 
Louise Schrader
-viser en 5 meter lang sommerfuglesamling med flere tusind sommerfugle klippet ud af sort silkepapir. Sommerfuglene er opsat på nåle i lange lodrette rækker.

Tommy Støckel
-viser skulptur setup'et "A Sound of Thunder", inspireret af science fiction forfatteren Ray Bradbury's novelle af samme navn. Støckel præsenterer en række papdominobrikker af forskellig størrelse, hvor den mindste vælter en større, som vælter en større osv. I Støckels setup, bliver kaosteoriens "Sommerfugleeffekt" illustreret.
 
Søren Taaning
-viser en installation af flere hundrede sommerfugle af pap. På væggene i rummet ses fotos af spor fra trafikuheld ved Vestjyllands hovedveje. Den harmløse grøftekant sat i relation til de jyske landevejes dramatik, set gennem sommerfuglen.

Thomas Wolsing
-viser installationen Collector's Space, hvor han arbejder fantasifuldt med sommerfuglesamlerens rekvisitter. Et overdimensioneret sommerfuglenet forvandler sig til et tomt sommerfuglepuppehylster. Gennem værket sætter han fokus på vores trang til at kontrollere og indfange livet.

Lars Worm
-viser en installation, som består af et mørklagt rum med lys, der tænder og slukker i sekvenser. Væggene er bemalede med selvlysende maling i figurationer. Hans interessefelt er den kunstige menneskeskabte natur.

Nahomi Ximenez (Mexico)
-viser animationsvideoen "Limits are invisible", som handler om migration. Inspirationen til videoen er en barndomserindring af en (flugt)biltur fra Mexico til USA, hvor en stor sværm af vandresommerfuglen Monarken klasker mod forruden af bilen.

I forbindelse med udstillingen bliver der udgivet et katalog med tekster af cand. mag. Cecilie Høgsbro Østergaard og kurator Thomas Wolsing samt billedmateriale fra udstillingen.

Set fra Sommerfuglevingen   23. – 12.august 2007
Kunsthallen Brænderigården, Riddergade 8, Viborg, tirsdag – søndag 13-17

Sidst opdateret: 11.03.2014