start på hovedindhold

Workshop: Tegn uden grænser med Emilie Maj

Gennem små øvelser arbejder vi med storytelling og karakterudvikling. Vi tegner fugleskræmsler, så de får personlighed, historie og måske deres helt eget liv.

Aktuelle udstillingerArrangementerFormidling

Tegneworkshop for børn og deres voksne!

Om tegneworkshoppen 

Viborg Kunsthal slår dørene op til en hyggelig og kreativ formiddag, hvor vi går på opdagelse i udstillingen 'Scarecrow Tactics' og efterfølgende tegner med illustrator og tegneserieforfatter Emilie Maj.

Vi starter med en kort introduktion i udstillingen, hvor kunsthallens formidler fortæller installationen. Vi taler om, hvordan fugleskræmsler kan forstås. Både som noget genkendeligt og noget fantasifuldt, der bevæger sig mellem det beskyttende og det skræmmende.

Efterfølgende går vi i værkstedet sammen med Emilie Maj, hvor I, med inspiration fra udstillingen, skal tegne jeres egne fugleskræmsler. Gennem små øvelser arbejder vi med storytelling og karakterudvikling, så jeres fugleskræmsler får personlighed, historie og måske deres helt eget liv. Der er ingen grænser for, hvor skøre, finurlige eller måske lidt skræmmende jeres karakterer må være. 

Emilie Maj introducerer jer til forskellige tegneteknikker og materialer, og I får mulighed for at eksperimentere med blyanter, oliekridt og softpastel. Undervejs vil hun inspirere, hjælpe og guide jer, så alle – uanset erfaring – kan være med og få skabt jeres helt eget udtryk.

Om Emilie Maj Risager Højland

Emilie Maj er uddannet tatovør, illustrator og tegneserieforfatter. Til daglig arbejder hun som privat tatovør i sit eget tattoostudie, som er en del af kunstkollektivet “PLASTIC Collective” i Viborg. Derudover arbejder Emilie Maj med maleri, tegning og salg af prints. Tegning har altid været en central del af hendes praksis, og hun er drevet af en nysgerrighed på nye teknikker, materialer og visuelle udtryk. I sine workshops arbejder Emilie med en intuitiv og eksperimenterende tilgang, hvor der er fokus på proces, fordybelse og det personlige udtryk frem for perfektion. Hun elsker håndlavede ting, og værdsætter det ‘krøllede’ udtryk.

Praktisk information

Aldersgruppe: 8 - 12 år 
Pris: 60 kr. pr. billet.
1 billet gælder for: 1 voksen + 1 barn.

Illustration: Emilie Maj Risager Højland.