Colour Instruments

Christina Augustesen

Soloudstilling i østfløjen

Billedkunstner Christina Augustesen skaber i kunsthallens østfløj et sælsomt og foranderligt univers med sarte lysrelieffer, dynamiske farvekompositioner samt en 5 x 7 x 2 meter stor installation der indtager østfløjens dobbelthøje rum og hvor nye farveblandinger skabes i takt med at man bevæger sig rundt imellem de nedhængte baner af farvede folier.

Udstillingen Colour Instruments tager udgangspunkt i udstillingsrummets særegne arkitektur samt relationen mellem lys, farver, rum og mennesker.

Udstillingen materialiserer dagslysets forandring i intensitet, farve og bevægelse fra morgengry til skumring og forholder sig til kroppens skala og rummets beskaffenhed. Lysets subtile forandringer indfanges og indrammes i en række værkinstrumenter skabt i akryl og farvefiltre. Disse værkinstrumenter medierer de besøgendes sansning og perception og skaber gennem en poetisk kropslig oplevelse ramme for komplekse refleksioner over lys, tid og rum.

Colour Instruments er skabt med inspiration fra Johann Wolfgang von Goethes farveteorier og hans betragtninger om farverne som levende og dynamiske, og farverne som resultatet af interaktionen mellem lys og mørke.

Om kunstneren

Christina Augustesen (f. 1975) er billedkunstner med en baggrund som arkitekt og lysdesigner. Hun bor og arbejder i København og er repræsenteret ved Galleri Lene Bilgrav. Augustesen modtog i 2021 Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat for sit arbejde med lyset og dets betydning for sansningen af objekter og rum. Christina Augustesen har udstillet på en række nationale og internationale museer, kunsthaller og gallerier, bl.a. Bornholms Kunstmuseum, og har skabt udsmykninger til offentlige rum og institutioner.

Colour Instruments åbner torsdag den 23. januar 2025, kl. 19.00-21.00.

Hent pressemeddelelsen her.