Om udstillingen

Med udstillingen Milk Plus undersøger Jens Settergren i en storslået og sansemættet videoinstallation de kollektive billeddannelser, der knytter sig til menneskekroppen og dens reproduktion, optimering og kommercialisering i vores samtid.

Med interesse i magt og det moderne samfunds forestillingsverden i alt hvad det indebærer af højteknologi og konstant forbedring, præsenterer Settergren en multikanals videoinstallation, der tager form af en surrealistisk mælkereklame. På hypnotiserende og sansestimulerende vis transporterer værket publikum ind i et aparte og syntetisk univers, hvor mælken besidder en fascinerende og transformativ kraft udover det sædvanlige.

I Milk Plus er den gennemgående tilstedeværelse af mælk essentiel, da den har en strøm af stærke og modsatrettede konnotationer knyttet til sig i vores samfund og sprog. Mælk vækker associationer til næring og tilknytning både fysisk og psykisk mellem mor og barn. Her er mælken forbundet med uskyld og renhed. Samtidig bruges mælk som metafor for materiel rigdom og vores økonomier, der er designet til at "malke" hver en ressource. I Milk Plus tager dette form i Settergrens billedsprog, når den reklamelignende fløjlsbløde og kridhvide mælk flyder i slow-motion foran vores blik, og til tider på skabelsesmytologisk vis animeres til at besidde sin egen agens. Mælken er både fristende, men også urovækkende med tanke på reklamens målsætning om øget forbrug, når der skabes magiske verdener, hvori vores fantasi og begær ikke begrænses.

Om kunstneren
Jens Settergren (f. 1989) (DK) er uddannet fra Det Jyske Kunstakademi i 2016.
Han har udstillet på Statens Museum for Kunst, KØS Museum for kunst i det offentlige rum, Copenhagen Contemporary, Kunsthal Aarhus, Kunstmuseum Brandts, Wilson Saplana Gallery og Art Hub Copenhagen. Internationalt på Die Raum, Berlin, Haus der Kulturen der Welt, Berlin, Le Bicolore, Paris, Institute for New Connotative Action, Portland og Art Sonje Center, Seoul.
I 2020 modtog Settergren Carl Nielsen og Anne Marie Carl Nielsens Talentpris. I 2021-2022 var Settergren en del af Bikuben Fondens Studio Program (DK). I 2023 modtog han Statens Kunstfonds karriereprogram ’Den unge kunstneriske elite’.

Milk Plus åbner torsdag den 19. september 2024, kl. 19.00-21.00.
Download pressemeddelselse her

Kreditering
Koncept, tekst og manuskript: Jens Settergren
Teknisk instruktør: Lars Hemmingsen Nørgaard
Klip: Jens Settergren & Lars Hemmingsen Nørgaard
Animation: Henrik Bagge Rasmussen
Simulation: Peter Holton & Sebastian Hjuler
Komponist og vokal: Sebastian Edin