Om udstillingen

Udstillingen AS MUCH ABOUT FORGETTING tager udgangspunkt i spændingsfeltet mellem historieskrivning og erindring. De deltagende kunstnere bruger installationer, skulpturer, video, fotografier og performances til at genkalde, generobre, og genopføre fortællingerne om vores fortid. Nogle værker anvender arkiver og genstande, mens andre trækker på det immaterielle, ustabile og uofficielle. Samtidig er udstillingen i sig selv et konstant processuelt arbejde, hvor publikum får mulighed for at opleve og deltage i samtidskunstens eksperimenter.

Kulturarvens betydning
Samtidskunsten/kunstnere er i dag optaget af fortiden som aldrig før. De historiske referencepunkter spænder lige fra æstetiske citater fra kunsthistorien over formeksperimenter, performativ re-enactment til udfoldelse og nyfortolkning af diverse kulturhistoriske og arkivariske fænomener.

Det historiske er som fænomen indviklet i en række kulturelle ritualer og programmer, som tvistes og forskydes i hænderne på samtidskunsterne. Som når TC McCormack i værket Play It As It Lays flytter skulpturer og genstande fra lagerrum og lader dem indgå i nye forbindelser og opsætninger i kunsthallens østfløj, når Michelle Atherton i hendes videoinstallation Repository of Irrational Gestures skaber et arkiv af irrationelle handlinger fra forskellige kilder, såsom historiske beretninger, insektlyde, matematiske ligninger og referencer hentet fra avantgarden. Eller når Jette Gejl i værket Beige Collection med hjælp fra publikum indsamler beige artefakter og gennem interviews opsamler de kulturelle betydninger, som objektet har haft for bidragsyderne i tekst, podcast og videofilm.

AS MUCH ABOUT FORGETTING ønsker at invitere publikum til deltagelse. Under hele udstillingsperioden vil flere af kunstnere indgå i processer på stedet, med stedet, med publikum og med en række bevidst tilvalgte objekter og kunstværker. Det dynamiske udstillingsformat vil udforske og udfordre samtidskunstens evne til at formidle vores fælles kulturarv. Læs mere om det stærke workshopprogram her.

Deltagende kunstnere
TC McCormack (UK), Michelle Atherton (UK), Jette Gejl (DK), Lara Eggleton (UK), David Steans (UK), Sophus Ejler Jepsen (Dk), Pilvi Takala (FIN), John Russell (UK), Lea Torp Nielsen (DK), Michael Schultze (D), David Toop & Laura White (UK).

Udstillingen er kurateret af Viborg Kunsthal i samarbejde med TC McCormack, Michelle Atherton og Jette Gejl.

Udstillingen åbner torsdag den 7. juni 2018 kl. 19.00 og er støttet af Statens Kunstfond og Sheffield Hallam University.

Læs pressemeddelelse i forbindelse med udstillingen her.
Læs pressemeddelelse på engelsk her.