Om udstillingen

Kunstner Asmund Havsteen-Mikkelsen vil med udstillingen The House of Being undersøge temaet: det moderne arkitektoniske rum som en ramme om den menneskelige væren.

Havsteen-Mikkelsen er fascineret af arkitekturen som rammefortælling om det menneskelige liv og særligt den moderne arkitektur, som er fokus for denne udstilling. Ifølge ham får man bygget en række forestillinger om utopi - det gode liv og en moderne livsforståelse udfoldet i rum. Moderne arkitektur kan dog også slå om i sin modsætning: fremmedgørelse, isolation og industrialisering af arkitekturen. Det er denne kontrast, som Havsteen-Mikkelsen bliver draget af og undersøger i sine arkitektoniske malerier.

Udstillingen består af nye og eksisterende værker, som vises i Viborg Kunsthals hovedfløj.

Om kunstneren
Asmund Havsteen-Mikkelsen er født 1977 på Ærø og uddannet på Det Kgl. Danske Kunstakademi 2003-09. I perioden 2007-2015 boede han i Berlin. Havsteen-Mikkelsen bor og arbejder i København og er repræsenteret af Galerie MøllerWitt i Aarhus.

Udstillingen åbner torsdag den 8. marts 2018, kl. 19.00 og er støttet af Statens Kunstfond og Beckett Fonden.

Læs pressemeddelelse i forbindelse med udstillingen her.
Læs pressemeddelelse på engelsk her.

Workshop
I forbindelse med udstillingen vil kunstneren lave en workshop: Space on the Move i samarbejde med Visuel HF i Viborg. Her vil eleverne prøve kræfter med arkitekturen og få til opgave at skabe spontane, midlertidige, flygtige rum. Man vil kunne følge processen i Kunsthallens have i perioden, mens workshoppen står på og det færdige resultat vil blive stående i resten af udstillingsperioden.