Om udstillingen

With Matter Through Time er en on-going fotoserie, som Ismar Cirkinagic har arbejdet med i de sidste 10 år og den præsenteres på Viborg Kunsthal for første gang. Serien står, på flere måder, i kontrast til hans ellers mere direkte samfundsrelaterede værker, da den primært forsøger at ‘fange’ en mere grundlæggende oplevelse af en væren, ubundet af de socialpolitiske begrænsninger.

Fotografierne præsenterer et ‘direkte’ og snapshot-flygtigt møde med motivet. Motiver er fra udvalgte destinationer som Zoologisk Museum i København, Bosniens minefelter, grotten Odysseus Cave på den kroatiske ø Mljet og Cubas kyststrækninger. De centrerer sig ofte om naturelementer, og de aftryk som mennesket har påført naturen.

Således bevæger kunstneren sig rundt i verden, for at belyse de universelle aspekter, der er alment gældende for de fleste mennesker. Serien er et subjektivt forsøg på en poetisk registrering af den omgivende verden og en søgen efter en universel sandhed. En sandhed, der udfordres, når kunstneren bevidst efterredigerer sine motiver, så beskueren bliver i tvivl om de er konstruerede eller vitterligt gengiver virkeligheden, som den er. Udstillingen er kurateret i samarbejde med Tijana Mišković og vil indgå i programmet til Fotodage Viborg.

Udstillingen åbner torsdag den 5. marts kl. 19.00.

Udstillingen er støttet af:
Statens Kunstfond
Vester Kopi
Sophie Schou Indramning
Toyota-Fonden 

Læs pressemeddelelsen i forbindelse med udstillingen her.

Har du lyst til at vide mere om fotografiet i samtidskunsten?
Så kom med til Viborg Kunsthals digitale fotografisk salon. hvor vi med udgangspunkt i Ismar Cirknagics aktuelle udstilling With Matter Through Time vil tale om kunstfotografi sammen med fotograf Per Bak Jensen, forskningsbibliotekar og kurator, Sarah Giersing og kurator Tijana Mišković.