Elever fra grundskolen laver murmosaik

Viborg Kunsthal

Murmosaik - inspiration til udendørs læringsforløb

Inspiration til udendørs læringsforløb i matematik, kristendomskundskab og/eller billedkunst:

I Viborg Kunsthals have kan I gå på opdagelse ved det 500 kvadratmeter store og 151 meter lange mosaikmurs-kunstværk, der indhyller kunsthallen i hundredvis af forskellige mønstre. Her er rigeligt plads til at holde god afstand og med udgangspunkt i vores læringsforløb er der lagt op til masser af sjov og faglig fordybelse! 

Den danske billedkunstner Mette Winckelmann udsmykkede i 2013 den store mur som afskærmer Viborg Kunsthal fra byens trafik med kunstværket "Tro og Overtro". Murens udsmykning består af 12086 -  godt og vel 34 tons - betonfliser i grålige nuancer, der tilsammen udgør 211 mønstre udført af fliser i fem grå nuancer. Mosaikken er dannet af traditionelle patchworkmønstre, som dem man har brugt på sengetæpper og sofapuder i generationer, og refererer alle til tro, religion og menneskets evige søgen efter sandhed og svar. Kunstneren har nøje udvalgt patchworkmotiver, hvis navne refererer til tro og overtro: Guds øje, Edens Have, Israels Børn, Tornekrone, Skæbnehjulet, Lykkekløver, Sort magi og Fredag d. 13.

Udover at referere til håndens arbejde, religion og menneskets søgen efter svar på livets store spørgsmål i troen og overtroen, så tager udsmykningen også udgangspunkt i Viborgs historie som samlingssted, handelsplads og bispesæde, og forbinder sig specifikt til Viborg Kunsthals placering. Pga. arkæologiske fund mener man, at Viborg Kunsthal ligger ovenpå resterne af en gammel kongsgård, hvor Knud den Store boede, og at der 200 meter derfra lå en af Jyllands største markedspladser, hvor folk mange steder fra mødtes. På samme måde som Viborg Kunsthal i dag er et mødested for danske og internationale kunstnere.

Praktiske oplysninger

Forløbstype:

Besøg på egen hånd

Målgruppe:

0. - 5. klasse

Antal:

30

Varighed:

ca. 30 minutter

Aktiviteter

Her kan I vælge at arbejde med følgende læringsforløb:

Kristendomskundskab:
Hver af de 100 forskellige mosaikmønstre på muren har titler, der refererer til tro og overtro (Jakobsstigen, Jerikos mure, Tornekronen, fredag d. 13. osv.). Eleverne skal forholde sig til den enkelte historie, der bliver udgangspunkt for at udarbejde nye mønstre med titel efter mønstret som indgår i kunstværket. Reglerne for det nye mønster følger værket, dvs. man må udelukkende bruge trekanter og firkanter til figur og design, til at gendigte/meddigte på fortællingen.
Hent undervisningsmateriale og tegneark her.

Matematik:
Igennem en lang række forskellige opgaver skal eleverne i mødet med kunstværkets flisemosaikker finde mønstre, tælle fliser og snakke om matematiske begreber ud fra det. Derefter skal de selv tegne et mønster fra værket, samt skabe en ny variant af det. Reglerne for det nye mønster følger værket, dvs. man må udelukkende bruge trekanter og firkanter til figur og design, til at gendigte/meddigte på fortællingen. I finder introduktion og undervisningsmateriale under 'Materialer'.

Billedkunst:
Gå på opdagelse ved værket og tal om historien og tankerne bag kunstværket. I kan se nærmere på hvad der kendetegner det, og tale om, hvilke mønstre lægger I særligt mærke til. Tal om, hvordan I ville have udsmykket muren, hvis I var kunstnere. Lad eleverne have papir og farver med i haven, så de kan visualisere deres udtryk og indtryk. 

Yderligere information

Bettina Hansen

Kunstformidler

Viborg Kunsthal
Riddergade 8
8800 Viborg

Tlf: 87873220
Portræt af Camilla Davidsen, kurator og formidlingsansvarlig

Camilla Davidsen (Barsel)

Kurator og formidler

Viborg Kunsthal
Riddergade 8
8800 Viborg

Tlf: 87873220